Wauuu der er et par dage endu at arbejde i, men jeg står tilbage med en fantastisk fornemmelse. Det har været en rejse både personlighedsmæssigt men bestemt også pædagogisk. Pædagogisk er jeg blevet så meget klogere og erfaringsrig i hvordan det fungerer i Hoa Thuy Tien. pædagogikken er forskellig fra institution til institution kan jeg høre på de forskellige studerende, derfor vil jeg ikke skrive om pædagogikken i Vietnam, men kun Hoa Thuy Tien. Det har været interessant at opleve hvor anderledes en børnehave er, og hvordan den er bygget op i forhold til en dansk. De er opdelt i aldersgrupper, har klasseværelser og undervisning hver eneste dag. Så bliver forskellen ikke større. Det er ikke en børnehave, men en skole for børn mellem 3-6 år. Men som stadig får lov at lege og bliver gjort klar til skolen og deres videre uddannelses forløb. Børnene i Hoa Thuy Tien gennemgår også en stor rejse i deres tid her, både fagligt og personlighedsmæssigt. Jeg må ærligt tage hatten af for børnehaven, og dens metoder. Børnene nyder at komme her, og lærer noget samtidig med de også får leget lidt. Pædagogikken er anerkendende og ord som, omsorg, kærlighed og empati er at finde i stor grad i alle klasseværelser. Rent fagligt har det som skrevet tidligere på bloggen fået mine øjne op for, hvor få krav der bliver stillet til danske børn i 5-6 års alderen i DK i forhold til her. Vi kan godt kræve mere af børnene derhjemme før skole, for de magter det til fulde. Det har jeg fået bevist hernede!!! Der er intet gået af børnene af den grund - selvfølgelig mener jeg stadig børnene skal lege og være børn, men vi kan sagtens inddrage lidt undervisning i 5-6 årsalderen til børnene i Danmark, samtidig med de bevarer deres barndom. Det er en kæmpe viden og erfaring som jeg tager med mig hjem, og jaa det bliver meget svært at få igennem, men jeg vil prøve at være med til at åbne øjne op for det. Jeg har oplevet mig selv gennemgå en pædagogisk rejse, hvor jeg i starten fejede foran alle børnene, ville hjælpe med at give dem tøj på og så videre til, at lade forstå at det kan de og skal de selv. Jeg har lært at give børn mere ansvar, som de vist at de sagtens kan bære.
Har stået i situationer, hvor børn har været i konflikt og gerne ville løse det. Sådan bliver der ikke aldtid grebet ind hernede - de synes nemlig at børn skal prøve at løse det selv, og de klare de også i mange situationer. Børnene bliver behandlet rigtig rigtig rigtig godt i Hoa Thuy Tien, så jeg kommer ikke hjem med nogen dårlige oplevelser overhovedet! - Tværtimod har jeg kufferten fuld af gode og fantastiske oplevelser, som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Kommer til at savne lærerinder og børnene i min klasse så meget, men jeg håber meget på et gensyn, selvom det altid er svært at holde kontakten vedlige når den er så stor.
Rent personlighedsmæssigt har jeg været på en kæmpe rejse. Det at være uden familie, venner og kæreste har været svært i så lang tid. Men det har gjort mig stærk og selvstændig. Man står i situationer hvor man er nød til at handle selv, uden at kunne vende det med andre. Samtidig har jeg lært utroligt meget om, hvor mine forskellige grænser går. jeg har fået rykket rigtig mange grænser gennem det noget anderledes samfund, som jeg har levet i. Jeg har fundet mine holdninger i mange situationer, pædagogisk, livsmæssigt, moralsk og mange andre ting. Alt dette kommer gennem alt det man oplever, og ser i sin hverdag, som er så meget anderledes. Jeg har fået et par vietnamesiske venner, har spillet fodbold fast 2 gange om ugen med vietnamesere, og fået et kanon tæt forhold til mine lærerinder.
Folk derhjemme er sikkert svært ved at forstå alt det her og tænker det sikkert bare er en kliché, at man gennemgår en personlig rejse, men det er virkelig sandt. Man skal opleve det her på egen krop og sind, men så er jeg sikker på man også vil give mig ret.
Den tur her har givet mig så meget, at jeg aldrig glemmer den - det er simpelthen umuligt. Jeg kan varmt anbefale alle andre danskere at tage muligheden, hvis den byder sig, for det er en rejse for livet! Personlig og Pædagogisk!
God tur og mange tak for denne gang Vietnam!